Jump to content

Fusion styrker førende nordisk mediehus

Direktørskifte og fusion ændrer organisationen hos Benjamin Media, der fra 2021 vil indgå i Bonnier Publications. Målet er større synergi i udvikling af forretningen.

Med udgangen af november 2020 træder Niels Jespersen tilbage som administrerende direktør i Benjamin Media. Han har stået i spidsen for medievirksomheden i det meste af et årti og overlader nu den øverste ledelse til Jesper Buchvald, der er administrerende direktør i Bonnier Publications.

I forlængelse af direktørskiftet fusionerer Benjamin Media og Bonnier Publications til en samlet virksomhed. Fusionen forventes gennemført omkring årsskiftet.

Begge virksomheder er på en udviklingsrejse fra magasinforlag til medievirksomheder på mange platforme, så det er et helt naturligt skridt for os at søge større synergi ved at samle indsatser og erfaringer endnu mere

Jesper Buchvald, CEO Bonnier Publications

Med velkendte mediebrands fra Benjamin Media som Bo Bedre, Costume og Bil Magasinet under samme tag som Illustreret Videnskab, Historie og I Form understreger Bonnier Publications sin position som et af de førende mediehuse i Norden med speciale i nichemedier. Benjamin Media omfatter medier i flere nordeuropæiske lande, annoncesalg og content marketing-bureauet i Danmark, Benjamin Creative.

Benjamin Media vil fungere som et samlet forretningsområde under ledelse af Birgitte Raben. Hun er mediedirektør hos Benjamin Media og bliver nu direktør for det samlede forretningsområde. Benjamin Media og Benjamin Creative er derfor fortsat brands, som møder annoncører og bureaukunder med ambitioner inden for bl.a. non-traditional advertising, native advertising og kampagner.

Benjamin Media er både et mediehus og bureau med særligt fokus på bolig, design, skønhed, mode og biler. Den gode fortælling og relevans i konteksten er vores omdrejningspunkter i både redaktionelt og kommercielt indhold – uanset om vi producerer til vores egne medier, til andres kanaler eller udforsker nye kampagneformater sammen med vores annoncører

Birgitte Raben

Fakta om ændringerne i Benjamin Media og Bonnier Publications:

  • Bonnier Publications har siden 2009 ejet 100 % af Benjamin Media, som indtil nu har været drevet som datterselskab med adresse på Frederiksberg.
  • Fusion mellem Benjamin Media A/S og Bonnier Publications A/S gennemføres ved årsskiftet 2020/2021 med Bonnier Publications A/S som fortsættende selskabsnavn og Jesper Buchvald som adm. direktør.
  • Niels Jespersen fratræder pr. 30 november 2020 som adm. direktør i Benjamin Media. Han fortsætter som adm. direktør i datterselskabet Bonnier Publications International og varetager en række udvalgte ansvarsområder inden for Bonnier Publications-koncernen.
  • Jesper Buchvald indtræder pr. 1 december 2020 og frem mod fusionen også som adm. direktør i Benjamin Media.
  • Benjamin Media flytter i forbindelse med fusionen sammen med Bonnier Publications i hovedkvarteret på Strandboulevarden 130 i København.