Stor resultatfremgang i Bonnier Publications i 2021

Bonnier Publications, førende udgiver af specialinteresse medier i Norden, opnår et overskud (EBITA) på 88 millioner kroner i 2021. Det er en stor resultatfremgang i forhold til forrige års resultat på 61 millioner kroner.

Resultatforbedringen på 44 % skyldes flere forhold, hvoraf de væsentligste er vækst i digitale abonnements- og annonceindtægter samt effekt af fusionen mellem datterselskabet Benjamin Media A/S og moderselskabet Bonnier Publications A/S, som medfører signifikante besparelser.

På trods af fremgangen i digitale indtægter falder den samlede omsætning som følge af det trendmæssige fald i efterspørgslen efter trykte medier. Omsætningen for Bonnier Publications for 2021 udgør 733 millioner kroner (2020: 760).

Dermed opnås en EBITA-margin på 12,0%, som er blandt de højeste i branchen. ”Vi er meget tilfredse med resultatet i 2021 og fremgangen i forhold til 2020” udtaler adm. direktør Jesper Buchvald og tilføjer: ”Især fordi vi samtidig har taget vigtige skridt i vores digitale transformation”.

Salg af abonnementer udgør den væsentligste indtægtskilde i Bonnier Publications, og en overgang til abonnementssalg af digitale versioner af de velkendte magasinbrands er en central del af strategien. Umiddelbart i slutningen af 2020 lanceredes digitalt abonnement på Gør Det Selv, som har haft en positiv udvikling i løbet af 2021 – og midt på året lanceredes digitalt abonnement på I Form. Dermed er der lanceret digitale abonnementer på de fire største brands indenfor Bonnier Publications. Den internationale udgivermodel videreføres idet introduktionen af digitale abonnementer sker samtidigt i alle nordiske lande.

Annoncesalget stabiliseredes i 2021 efter store nedgange i det foregående år, der var præget af usikkerheden relateret til COVID-19. I visse segmenter oplevede Bonnier Publications en tilvækst, særligt på det vigtige Boligsegment, hvor flagskibet Bo Bedre har en førende position. International interesse for skandinavisk boligindretning og design har desuden ført til, at Bo Bedre under brandet Scandinavian Living fra 2022 overgår til fast udgivelse og øget digital tilstedeværelse i både Holland og Sverige.

Yderligere er den digitale andel af annonceomsætningen øget som følge af en generelt højere efterspørgsel i markedet samt et stigende ønske fra annoncørers side om at optræde i relevante miljøer overfor veldefinerede målgrupper.

Ved årsskiftet til 2021 flyttede Benjamin Media fra Frederiksberg til Strandboulevarden på Østerbro, hvor moderselskabet Bonnier Publications har adresse og samtidig fusioneredes de to selskaber. Det har givet en række fordele bl.a. i form af reducerede omkostninger.

”Det er dejligt at være samlet og samværet med nye kolleger har stor betydning” udtaler Jesper Buchvald og fortsætter: ”Sammenlægningen betyder også, at vi nu kan koncentrere kræfterne om at styrke den digitale udvikling i alle dele af virksomheden”.

Bonnier Publications har hovedsæde i København og indgår i den svenske Bonnier koncern. Bonnier Publications har aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland og Belgien og står bag kendte titler som bl.a. Illustreret Videnskab, Bo Bedre, Historie, Gør Det Selv, I Form, Bil Magasinet og Komputer for alle.

Yderligere oplysninger

Jesper Buchvald, tlf. 24 69 82 20

I MDKK

2020

2021

Omsætning

760

733

EBITA

61

88

EBITA-margin

8,0 %

12,0 %

 Note:
Regnskabstallene omfatter koncernen Bonnier Publications med aktiviteter og selskaber i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Belgien og Holland. Regnskabet afviger derfor fra det legale resultat i Bonnier Publications A/S (cvr. nr. 12376405). Alle enheder indgår i regnskaberne for moderkoncernen Bonnier Group.

Bonnier Publications står bag en spændende portefølje af mediebrands. Hvert af vores brands repræsenterer passion og værdier, som deles af forbrugere i mange lande, og det er grundlaget for den tætte relation, der dyrkes gennem de forskellige medier.