Her er koncernen Bonnier Publications vigtigste brands. De laves i tre forskellige enheder: Bonnier Publications (DK), Benjamin Media (DK) og Bonnier Publications AB (S).

Stærkt resultat for Bonnier Publications

Fastholder 12 pct. i overskudsgrad trods vigende marked

Bonnier Publications – Nordens største magasinudgiver med hoved-sæde i København – fik i 2016 et overskud (EBITA) på 130 millioner kroner ud af en omsætning på 1,07 milliarder kroner. Det giver en tocifret overskudsgrad på 12 pct.

– Vi er særdeles tilfredse med regnskabet, fordi vi endnu en gang er i stand til at levere et af branchens bedste resultater samtidig med, at vi har investeret mange penge i den digitale transformation, siger administrerende direktør Jesper Buchvald.

Jesper Buchvald tiltrådte som administrerende direktør for et år siden, og 2016 er således det første resultat, han er ansvarlig for. Omsætning og overskud er som planlagt lavere end i 2015. Her var omsætning og EBITA henholdsvis 1,17 milliarder kroner og 144 millioner kroner.

– Vi opererer som andre printvirksomheder i et vigende marked, og det kan vi ikke fuldstændigt imødegå. Jeg vurderer dog, at vi på alle tre indtægtskilder, abonnement-, løs- og annoncesalg, har klaret os bedre end markedet. Specielt er jeg glad for, at det er lykkedes at holde vores meget høje overskudsgrad, fordi det viser, at vi løbende er i stand til at sænke vores omkostninger og tilpasse vores forretning. Dét har krævet en stor indsats overalt i vores organisation, siger Jesper Buchvald.

De fleste af Bonnier Publications magasiner udkommer i hele Norden, og de to mest lønsomme titler er Illustreret Videnskab og Historie, der begge også udkommer i Holland. Midt på året købte Bonnier Publications en række historiske magasiner i primært Sverige.

– Dermed er vi absolut markedsledende på et af de globalt set mest interessante magasinområder i øjeblikket. I år kommer vi til at producere mere end 150 historiemagasiner, en række specialudgivelser og flere bøger i fem lande. Det er et meget vigtigt ben for os og viser, at der stadig er gode indtjeningsmuligheder i print, siger Jesper Buchvald.

I løbet af 2016 er der investeret millionbeløb i at udvikle den digitale forretning, og det har skabt volumen.

– Vores digital omsætning voksede med over 20 pct., og især i Norge har der været betydelig fremgang. Den digitale transformation er naturligvis vores vigtigste strategiske udfordring, og i 2016 har vi styrket vores position i markedet, fået en stærkere organisation og bedre teknologi, kommenterer Jesper Buchvald.

Med opkøbet i Sverige har Bonnier Publications nu den største del af sin omsætning i Sverige, lige derefter følger Danmark og derefter Norge, Finland og Holland. Blandt de mest kendte brands i porteføljen er Bo Bedre, idényt, I Form, Costume og Bil Magasinet. I Bonnier Publications koncernen indgår blandt andet Benjamin Media og Bon-nier Media (Oslo).

Yderligere oplysninger:

Administrerende direktør Jesper Buchvald – telefon 24 69 82 20

Viceadministrerende direktør Jens Henneberg – telefon 40 55 79 93